Om mig
Jeg forestiller mig, at du er landet her, fordi du oplever nogle udfordringer i din hverdag – og måske søger støtte til at finde vej videre. Jeg håber, at jeg kan være med til at hjælpe dig i den proces.
Jeg hedder Cecilie og bor i Aalborg sammen med min mand og vores to døtre.
Jeg er uddannet læge fra Aarhus Universitet i 2015. Umiddelbart derefter arbejdede jeg hos praktiserende læger, hvor jeg har haft tilknytning lige siden – med bl.a. fokus på samtaleforløb.
De seneste 5 år har jeg desuden arbejdet på forskellige afdelinger i voksenpsykiatrien på Universitetshospitalet i Aalborg. Herigennem har jeg gennemført flere terapeutiske forløb, særligt med unge mennesker med psykiatriske diagnoser.

Min drivkraft og motivation
Min tid i psykiatrien og mine terapiforløb blev en øjenåbner for mig ift. hvor stor en forskel psykoterapi kan gøre for det enkelte menneske.
Jeg oplevede, hvordan mennesker, der blev mødt med nærvær, forståelse og tid til at dele deres oplevelser, ofte fandt mere ro, mening og handlekraft – også når deres udfordringer ikke kunne løses med den medicinske behandling alene.
Jeg har gang på gang set, hvordan dét at blive lyttet til og taget alvorligt kan åbne for forandring, og hvordan man med den rette støtte kan arbejde med sig selv, skabe indre bevægelse og finde nye veje – selv midt i svære livsomstændigheder.
Det er disse oplevelser, der har gjort, at jeg i dag brænder for at hjælpe endnu flere mennesker gennem psykoterapeutisk behandling. Jeg ønsker at skabe et trygt rum, hvor der er plads til hele mennesket – og hvor man i eget tempo kan arbejde med det, der fylder, med respekt og omsorg.
Psykoterapi med lægefaglig forståelse
Jeg bruger min baggrund som læge og min erfaring fra psykiatrien til at skabe en bredere forståelse for de psykiske lidelser, mine klienter står med.
Denne medicinske indsigt giver mig et solidt fundament for at kunne se det hele menneske og forstå kompleksiteten i de udfordringer, der følger med.
Men mit fokus i terapien er netop at arbejde udenom det klassiske medicinske forløb – og i stedet tilbyde et samtalerum, hvor der er plads til refleksion, forandring og personlig udvikling.
Jeg tror på, at psykoterapi kan noget helt særligt, som medicin alene ikke kan: nemlig at skabe varige forandringer gennem relation, forståelse og meningsfuldt arbejde med sig selv.